Af Marius Sørensen
I løbet af de sidste 20 år har produceren Jason Blum og hans produktionsselskab Blumhouse Productions specialiseret sig i gyserfilm med små budgetter. Måske de endda kan krediteres for at have holdt denne type film i live i en tid hvor de store Hollywood-studier kigger mere og mere mod blockbusters med gigantiske budgetter. I hvert fald har Blumhouse stået bag både nogle af de bedste (Get Out (2017), Insidious (2011) og Hush (2016)) og værste (Truth or Dare (2018) og Firestarter (2022)) gysere og thrillere i nyere tid. Med selskabets nyeste, Drop, har vi med ét af de bedre eksempler at gøre.
I Drop tager den enlige mor, Violet (Meghann Fahy), for første gang i de fem år, der er gået siden hendes voldelige mands død, på en date med en ny mand (Brandon Sklenar). Da hun træder ind i restauranten, hvor de har planlagt at mødes, begynder hun at modtage en række ’DigiDrops’ (AirDrops med et nyt, fiktivt navn), der lader til at drive gæk med hende og komme fra en person inde i restauranten. Det viser sig, at personen bag dropsene vil have Violet til at udføre en opgave for ham eller hende – og at personen holder Violets søn, Toby, som gidsel.
Filmen placerer sig i en genre af thrillere, hvis primære koncept går ud på, at publikum identificerer sig med en hovedkarakter, der skal forsøge at løse en tilsyneladende umulig situation med begrænsede ressourcer. Tænk Taken (2008), Panic Room (2002), Den Skyldige (2018) eller sidste års Netflix-succes, Carry On. Når den slags film fungerer bedst, er det umådeligt tilfredsstillende at forsøge at løse plottets udfordringer i takt med hovedpersonen. Og Drop fungerer for det meste virkelig godt.
Det er først, da den ’umulige’ situation mod slutningen af filmen løses, og Drop uundgåeligt udvikler sig til en klichéfyldt actionfilm, at filmen falder til jorden.
Det ændrer dog ikke på, at filmen undervejs altid er underholdende og kompetent sammensat af instruktør Christopher Landon, der formår at holde spændingen ved lige helt frem til (anti)klimakset. Også de to hovedrolleindehavere fortjener ros. Hidtil har Meghann Fahy og Brandon Sklenar primært arbejdet i TV, men i Drop viser de, at de begge har, hvad der skal til for at bære en film på det store lærred. Det er i høj grad takket være dem og deres charme, at filmen er så seværdig.
Drop er på én måde en film, man har set mange gange før og kender ud og ind. Samtidig er det også en film, man ville ønske, at der blev lavet flere af. Du kan ikke blive helt skuffet, hvis du vælger at bruge noget af påsken på at se Drop i biografen.
Kommentarer